Sponsorpenge til Katuaq
Air Greenland er fortsat hovedsponsor, men også Royal Arctic Line, Grønlandsbanken, Deloitte, KNB samt BankNordik er nu med til at sponsorere kulturarrangementer over de næste tre år.
I forvejen støttes Katuaq af Selvstyret, Kommuneqarfik Sermersooq, Nunafonden og NAPA.
- Kulturen bidrager til vores alles positive oplevelse af det samfund vi lever i og erhvervsvirksomhederne viser med deres sponsorater, at de gerne vil være med til at udvikle kulturen. At løfte i fællesskab giver så mange flere resultater og det har vi brug for, lyder det fra Julia Pars, der er direktør i Katuaq.
Katuaq har årligt omkring 50 musikarrangementer, 10 teaterforestillinger, 3 danseforestillinger, 12 udstillinger og 15 foredrag.