Landsstyremedlem rådgiver nyre-donor

Landsstyremedlem for Arbejdsmarked og Erhvervsuddannelser, Siverth K. Heilmann råder nu Hans Brandt, der har tilbudt sin syge søster en nyre, at han bør henvende sig til sin hjemkommune og orientere sin sagsbehandler om sin situation.
novembarip 27-at 2007 18:00

Vi fortalte i Radioavisen mandag aften om den 25-årige nyrepatient Emilie Egede, som er i dialyse på Rigshospitalet, der havde fået afslag på sin ansøgning om at bruge sin bror som donor. Direktoratet for Sundhed kunne ikke betale for broderens ophold og tabt arbejdsfortjeneste.

Siverth K. Heilmann understreger, at han personligt endnu ikke har set en henvendelse fra søskendeparret.

- Da Hans Brandt i øjeblikket er under uddannelse i Maniitsoq kan han muligvis få lov til at beholde sin uddannelsesstøtte, men Arbejdsmarkedskontoret skal også involveres, da det er stedet hvor han skal søge om sygedagpenge, forklarer fungerende socialchef i Narsaq, Vivi Petersen. Hun gør samtidig opmærksom på, at sagsbehandling kan være forskellig fra kommune til kommune.