Chefen for Søværnets Operative Kommando, kontreadmiral Nils Wang, foreslår at Søværnet og Flyvevåbnet indgår aftale med det amerikanske forsvar om at bruge Thulebasen som en nordlig forsyningshavn for danske skibe og fly til redningstjeneste og miljøovervågning, skriver Berlingske Tidende.
Det er kun et spørgsmål om tid, inden nordvestpassagen og måske også nordøstpassagen langs Nordpolen vil tillade handelsskibe at skyde genvej mellem Asien og Østamerika og Vesteuropa.
Nils Wang peger på forårets politiske aftale i Ilulissat, hvor polarnationerne Danmark, Canada, Norge og Rusland enedes om at følge de internationale spilleregler, når det gælder kapløbet om ressourcerne i det arktiske område. Samtidig forpligtede nationerne sig til at samarbejde om blandt andet søredning, miljøbeskyttelse og sejladssikkerhed.