Den nye Grønlandsrapport fra Verdensnaturfonden, der er kritisk overfor Hjemmestyrets håndtering af jagten på vilde dyr, vækker også opmærksomhed i udlandet.
Blandt andet nyhedstjenesten Reuters har en længere artikel på deres hjemmeside. Reuters bliver brugt af aviser og andre medier verden over til at få overblik over dagens vigtigste historier.
Reuters lægger i deres artikel vægt på at det er de fire store dyrearter isbjørn, hvalros, hvid- og narhvaler det går hårdt udover. Artiklen citerer verdensnaturfondens rapport for, at især isbjørne og hvalros bliver jaget på en næsten ureguleret facon.
Og nyheden er allerede rejst videre ud i verden. I dag skriver for eksempel det engelske nyhedsnetværk 999 om dårlig håndtering af jagt i Grønland.
Artiklen rummer dog også kritik af Danmarks rolle. Den citerer Verdensnaturfonden for, at Danmark ikke lever godt nok op til sit ansvar for at hjælpe Grønland til at nå internationale miljø standarter.