WWF: - Ingen klog beslutning

07. december 2005 10:55

Verdensnaturfonden, WWF i København, har også fulgt med i landsstyrets overvejelser om kvoten for narhvaler i Vestgrønland. Arktisk medarbejder Anne-Marie Bjerg synes ikke, at forhøjelsen af kvoten med 50 narhvaler er nogen klog beslutning. Det begrunder hun sådan her:

- Fordi narhvalbestanden er for nedadgående. I forvejen var kvoten på 260 hvaler, og det er meget i forhold til, hvad der var anbefalet af eksperter. Når man så sætter den op med yderligere 50, så er det klart, at hvis man sigter på at gøre fangsten bæredygtig, så opnår man i hvert fald det modsatte.

Om fangernes meldinger om, at der er rigtig mange hvaler i øjeblikket, siger Anne-Marie Bjerg:

- Det er klart, at det er den oplevelse, man får, hvis hvalerne samler sig i flokke. Det betyder ikke nødvendigvis, at der er blevet flere hvaler. Det ville være mærkeligt, eftersom der er talt hvaler i mange år.

Anne-Marie Bjerg er også kritisk over for den anden del af landsstyrets beslutning. Nemlig den at en ubrugt kvote på 92 hvidhvaler i de nordligste kommuner flyttes sydpå til kommunerne fra Uummannaq til Maniitsoq.

- Det er ikke uproblematisk. Det er nemlig ikke nødvendigvis de samme hvaler, der fanges, så det kan gå ud over flokke, som der i forvejen er tyndet kraftigt ud i, siger den arktiske medarbejder.

Vi spurgte hende også, hvem hun tror, der ved mest om bestanden af hvaler? Fangerne – eller biologerne, der kun ser dem af til?

- Jeg tror helt klart, at når det handler om at tælle hvaler og vide noget om deres biologi, så ved biologerne mest. Når det handler om at fange hvaler, så er jeg ikke i tvivl om, at fangerne ved mest, siger Anne-Marie Bjerg.