Voldsom kritik af landsstyremedlem

20. marts 2006 10:49

Landstingets Revisionsudvalg kritiserer i skarpe vendinger IA’eren Asii Chemnitz Narup for at have brugt over 13 millioner kroner for meget i 2003, og for ikke at have søgt om tillægsbevilling i tide.

Det er i sin egenskab som tidligere Landsstyremedlem for Familier tilbage i 2003, at kritikken regner ned over Asii Chemnitz Narup.

En kritik, der går på at landsstyremedlemmet har brugt for mange penge i forhold til det der var blevet bevilliget gennem Finansloven. Helt nøjagtigt drejer det sig om 13,2 millioner kroner, der er brugt for meget på området for Børne- og Ungeinstitutioner i 2003. Og først i december det år kom der en ansøgning om flere penge.

Finansudvalget godkendte bevillingen, men bad samtidig Revisionsudvalget om at gennemgå budgetområdet grundigt.

Revisionsudvalgets formand, Kristian Jeremiassen, siger til Radioavisen, at Asii Chemnitz Narup har brudt bevillingsloven, og at der skulle være søgt om flere penge tidligere i forløbet.

- Det er forargeligt, at udmeldingen om et merforbrug kom så sent. Landsstyremedlemmet havde i flere måneder vidst, at der var brug for flere penge, siger Kristian Jeremiassen.

Revisionsudvalget bemærker dog, at Asii Chemnitz Narup straks efter udnævnelsen til Landsstyremedlem for Familier i september 2003 gik i gang med at rydde op i direktoratets uholdbare økonomi. Men det rykker ikke synderligt ved udvalgets kritik:

- I det øjeblik hun blev landsstyremedlem, blev direktoratets økonomi hendes ansvar, understreger udvalgets formand.

Det er dog ikke alle i revisionsudvalget, der er lige skarpe i tonen.

Asii Chemnitz Narups partifælle, Olga P. Berthelsen, mener, at der er dokumentation for at ”landsstyremedlemmet har handlet korrekt og rettidigt i forhold til sit politiske ansvar i håndteringen af udsigterne til en uholdbar bevillingsmæssig situation”.

Olga P. Berthelsen, havde i dag ikke lyst til at uddybe sine bemærkninger i betænkningen.

Heller ikke Asii Chemnitz Narup havde i dag en kommentar til kritikken. Først når Revisionsudvalgets betænkning behandles af Landstinget på onsdag vil politikerne kommentere sagen.