Virusfrygt sender to danskere i karantæne på Tenerife

En italiensk turist på Tenerife er smittet med coronavirus, og det har sendt op mod 1000 turister i karantæne.
I weekenden blev Tenerife ramt af en sandstorm, der lukkede ned for flytrafikken. Nu bliver op mod tusinde turister på ferieøen holdt i karantæne af frygt for virussen COVID-19. (Arkivfoto) Foto © : Desiree Martin/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
25. februar 2020 09:05

To danskere er sammen med op mod 1000 andre turister kommet i karantæne på et hotel i byen Adeje på den spanske ferieø Tenerife.

Gæsterne er i karantæne, efter at en italiensk turist på øen er blevet smittet med coronavirus.

Der er tale om et hotel, som bliver benyttet af både Bravo Tours, Sun Tours og TUI Danmark.

De to karantæneramte danskere rejser med rejseselskabet Bravo Tours.

Hotel med virusramt fyldt med folk fra Norden

De 1000 på hotellet er svenskere, finner og danskere, oplyser pressechefen for TUI til TV-2.

Den italienske turist havde feber og henvendte sig søndag på en privat klinik.

Det blev efterfølgende påvist, at han er smittet med coronavirus.

Manden, der er læge, er nu indlagt på et lokalt hospital.