Virksomheden Nuuk under lup

27. september 2005 15:31

Kommunalbestyrelsen i Nuuk har sat søgelys på sin arbejdsmarkedsafdeling – Virksomheden Nuuk. Et voldsomt overforbrug af penge udløste ikke en tillægsbevilling i millionklassen på mødet forleden. I stedet vil politikerne nu have flere oplysninger:

Virksomheden Nuuk er kommunens forsøg på at privatisere arbejdsmarkedsafdelingen med aktivering af ledige. Men virksomheden har siden 1. september været sat under administration, da det stod klart, at man allerede på det tidspunkt havde brugt mere end hele sit budget for 2005.

Et stort flertal i kommunalbestyrelsen bestående af Siumut, IA og Atassut ville imidlertid ikke uden videre sende en tillægsbevilling på 1,2 mio. kr. af sted til virksomheden. Først vil de have yderligere oplysninger – hvilke oplysninger fremgår ikke af mødereferatet.

Demokraterne var indstillet på at give tillægsbevillingen af hensyn til fiskere og fangere, der leverer sælskind til virksomhedens systuer. Demokraterne finder det dog stærkt kritisabelt og forkasteligt, at ledelsen af virksomheden har overskredet sine beføjelser ved at bruge penge, der ikke var bevilget, og partiet mener, at der skal rulle hoveder i sagen.

- Det må få konsekvenser, men det er godt, at der nu er strammet op på området, lød det fra Demokraterne.

Det er især indretningen af Virksomheden Nuuks administrations- og kursuslokaler, der har malket budgettet. Kontoen nyanskaffelser kunne slet ikke holde til indkøb af nye møbler og en bil, som der ikke var bevilget penge til.

Konsekvensen bliver bl.a. at alle skindsystuer på nær en sættes til salg. Indhandlingen af skind har været stoppet siden 1. september, men er startet igen, oplyste borgmester Agnethe Davidsen på kommunalbestyrelsesmødet forleden.