Vinterforsyning kan stadig ikke komme frem til Ittoqqortoormiit

Isen driller stadig Royal Arctic Lines containerskib, som siden sidste uge har ligget ud for den østgrønlandske by. Rederiet håber på, at en storm kan bane vej ind til byen.
- Årsagen til, at skibet ikke kan komme ind til byen er, at der ligger flere meget store isflager på omkring 2 – 3,4 km i længden samt en tykkelse på 2 meter eller mere, skriver Royal Arctic Line. Foto © : Royal Arctic Line
Skrevet af Malik Brøns
14. oktober 2020 13:48

- Isen spærrer stadig ved Ittoqqortoormiit.

Det skriver Royal Arctic Line på deres Facebookside.

I sidste uge meddelte rederiet at deres containerskib sad fast i storisen ved Ittoqqortoormiit. Det lykkedes dog Malik Arctica at kommet fri igen dagen efter, men siden torsdag har skibet ligget uden for byen.

LÆS OGSÅ Containerskib er kommet fri af isen ved Ittoqqortoormiit

Det har det gjort, fordi det ikke har været muligt at anløbe Ittoqqortoormiit på grund af isen.

- Malik Arctica, der siden sidste uge har ligget ud for Ittoqqortoormiit uden at komme ind til byen på grund af is, har nøje fulgt issituationen samt vejrforholdene i området.

- Men på grund af isens beskaffenhed har det ikke i dag været muligt at anløbe Ittoqqortoormiit, lød det fra Royal Arctic Line tirsdag, og onsdag har det ikke ændret sig særligt meget. Vinterforsyningen og skibet ligger stadig og afventer en bedre mulighed for at anløbe Ittoqqortoormiit.

- Årsagen til, at skibet ikke kan komme ind til byen er, at der ligger flere meget store isflager på omkring 2 – 3,4 kilometer i længden og en tykkelse på 2 meter eller mere, skriver Royal Arctic Line.

- En af disse isflager ligger meget tæt på byen, og formentlig hviler den på land, og Royal Arctic Line vil ikke risikere at komme ind bag den, hvis den river sig løs og driver ind mod byen.

Ifølge Royal Arctic Line forventes der en storm med nordøstlig vind natten til fredag. Stormen kan få isen ud af bugten, så skibet kan anløbe byen, lyder det fra rederiet.

Malik Arctica er 114 meter langt og kan laste 606 tyvefods-containere.