Villy Søvndal: Uran er sikkerhedspolitik

Det er et partsindlæg, når Grønland hævder, at man kan indgå aftaler om eksport af uran til fredelige formål uden at inddrage Danmark.
Skrevet af Karsten Sommer
18. september 2013 07:31

Det mener udenrigsminister Villy Søvndal, efter sit to-dages besøg i Nuuk, hvor han bl.a. mødtes med formanden for Naalakkersuisut, Aleqa Hammond.

Han hentyder til den rapport fra advokatfirmaet Lett, som konkluderer, at Grønland godt kan eksportere uran til fredelige formål uden at inddrage den danske regering.

- Det er ikke unaturligt i et forløb som det her, at der kommer partsindlæg. Og vi opfatter Lett-rapporten som det grønlandske partsindlæg. Nu vil Udenrigsministeriet komme med sin vurdering af spørgsmålet, siger Villy Søvndal til Politiken i dag.

- Der er mange ting forbundet med det her spørgsmål. Dels er der sikkerhed i håndteringen af uran. Desuden miljømæssige konsekvenser i forhold til natur og mennesker. Og så er det vigtigt at opbygge et tilstrækkeligt kontrolapparat, for at være sikker på, hvad der sker med stoffet, siger Villy Søvndal til avisen.

Han fastholder at eksport af uran og andre radioaktive mineraler berører rigsfællesskabets forsvars- og sikkerhedspolitik.

Og Aleqa Hammond erkendte da også i går i en pressemeddelelse efter Søvndals besøg, at der, citat: »selvfølgelig er aspekter af en eventuel grønlandsk uranudnyttelse og eksport, som har sikkerheds- og forsvarspolitiske konsekvenser«.