Landsstyret vil kigge nærmere på et forslag fra KNAPK, som vil have privatiseret Great Greenland, og med tiden helt udfase indhandlingstilskuddet på sælskind. Tilskuddet mener organisationen nemlig er en hæmsko for ordentlige priser til sælfangerne.
- Fangerne vil ikke længere acceptere de dårlige forhold, og vil have mulighed for at være med til at sætte betingelserne. Det kan de i et privatiseret Great Greenland, hvor fangerne går ind og bliver medejere, siger KNAPK’s formand Leif Fontaine.
Og forslaget om privatisering skal Landsstyret altså nu kigge nærmere på, lover Landsstyremedlem for Fiskeri og fangst Rasmus Frederiksen.
- Jeg har videresendt henvendelsen til de andre Landsstyremedlemmer, og så vil vi drøfte det imellem os, siger han.
KNAPK’s Leif Fontaine udelukker, at man i stedet kunne tage konkurrencen op med Great Greenland ved at lave alternative indhandlingsmuligheder med mere fair priser.
- Det er ikke muligt at konkurrere med hjemmestyre ejede virksomheder. Det er derfor vi vil have Great Greenland privatiseret, siger han.