Tasiilaq: Videoovervågning sættes ind mod hærværk og snifferi

I Tasiilaq skal videoovervågning ved havnen være med til at forhindre tyveri, hærværk og snifferi. Det har Tasiilaqs lokalpolitikere besluttet.
15. november 2017 13:23

- Uvedkommende kommer om natten, når der er mørkt og piller ved andres ting, der bliver sniffet benzin, hvilket er farligt, og så bliver der begået hærværk ved bådene, fortæller Ole Nûko, der er et af de fem medlemmer i Tasiilaqs lokaludvalg under Kommuneqarfik Sermersooq.

Og derfor må ubudne gæster ved bådehavnen i Tasiilaq fremover finde sig i at blive optaget på film via et overvågningskamera. Det skal forebygge kriminalitet i området - et problem, der har eksisteret i mange år ifølge lokaludvalget..

- Derfor forsøger vi fra lokaludvalget at få sat nogle videoovervågning ved området, så vi kan følge med i, hvad der sker, siger Ole Nûko til KNR.

Lokaludvalget har fundet frem til i alt 126.000 kroner, som ikke er brugt på udvalgets budget for i år. De penge bliver nu afsat til at få opsat og installeret et eller måske to videokameraer.

Og Tasiilaqs borgere behøver ikke være nervøse for, at optagelserne falder i de forkerte hænder, for det er kun politiet, der får adgang til videoovervågningen, oplyser Ole Nûko.

Beløbet på 126.000 kroner tammer fra ikke realiserede projekter til idræt, kultur og forebyggelse. Det fremgår af referatet fra lokaludvalgets møde den 23. oktober i år.