Video: Folk strømmede til Pisiffik på lønningsdag

I Nuuk må højst 10 mennesker samle sig, og man skal holde to meters afstand til hinanden.
Selv om man ikke må samle sig mere end 10 mennesker i Nuuk, var der lang kø til hæveautomaten i Pisiffik. Video og billede: Lars-Karl Johansson Foto © : Privat
Skrevet af Christine Hyldal
01. april 2020 11:35

Klokken 23 mandag aften gik der løn ind på kontoen.

Og det kunne ses i Pisiffik i Nuuk Centrum, hvor folk stimlede sammen i en lang kø foran hæveautomaten inde i butikken - og også udenfor forretningen stod folk tæt og ventede på at komme indenfor.

En bekymret borger alarmerede politiet. 

LÆS OGSÅ Supermarkeder intensiverer overvågning efter alkoholforbud

- I disse tider er folk mere bekymrede end normalt, specielt når mange er samlet på et sted, siger Søren Bendtsen, der er vagtchef i Grønlands Politi.

- Vi sendte en patrulje ud, og betjentene konstaterede, at der var mange mennesker både inde i butikken foran hæveautomaten og udenfor.  

I Nuuk må højst 10 mennesker samle sig, og det gælder både udenfor og indenfor. Og anbefalingen er, at man holder to meters afstand til hinanden.

Pisiffik inuppassuit

Video: Lars-Karl Johansson

 

- Vi var i dialog med folk både inde i og udenfor butikken. Vi bad folk om ikke at udgøre en unødvendig smittefare ved at stå så tæt – heller ikke selv om det var lønningsdag, siger vagtchef Søren Bendtsen.

Og Pisiffik ved godt, at der var for mange mennesker i butikken på én gang.

- Vi gør vores yderste for hele tiden at leve op til myndighedernes anbefalinger. Situationen mandag aften var, at vagten ikke mødte, og desværre havde personalet ikke fokus på, at kunderne skulle holde afstand, siger Susanna Poulsen, der er konstitueret driftsdirektør.

- Tirsdag morgen lavede vi en plan sammen med vagtselskabet og vores medarbejdere om, hvordan vi i fremtiden vil håndtere det.