Olsvig: - Vi vil hjælpe de ramte familier
På et pressemøde 10.30 udtalte naalakkersuisoq Sara Olsvig sig om situationen i Nordgrønland.
Sara Olsvig udtalte sig som næstformand i Naalakkersusiut, fordi Kim Kielsen er bortrejst i forbindelse med rigsmødet.
Hun fortalte, at Naalakkersuisut havde fulgt situationen tæt:
- Det er en alvorlig situation. Vi er blevet orienteret natten igennem og har fulgt tæt med i, hvad beredskabskommissionen har i gangsat af initiativer, sagde Sara Olsvig.
LÆS OGSÅ Politiets pressemøde: Fire meldes savnet
Hun fortalte, at Naalakkersuisut vil gøre, hvad der er muligt for at hjælpe:
- Og vi er klar med den hjælp og støtte, der er brug for. Vi vil sætte kræfter ind på alle de områder, vi kan fra Naalakkersuisuts side, sagde Sara Olsvig og fortsatte:
Afsat ekstra midler
- Vi har jo heldigvis afsat midler på finansloven, som netop er til naturkatastrofer som kan ske her i landet. Og de midler er selvfølgelig sat i spil nu.
Sara Olsvig fortalte også, at Naalakkersuisut var meget berørt af situationen:
- På vegne af hele naalakkersuisut udtrykker jeg min dybeste medfølelse med de mennesker, der er ramt af denne her katastrofe. Det er næsten ubegribeligt, hvor voldsom en oplevelse, det må have været for beboerne, og ikke mindst for børenene, som er i familie med beboerne, sagde Sara Olsvig, der også takkede de involverede i indsatsen:
LÆS OGSÅ 39 evakueret fra Nuugaatsiaq
- Vi har en stor tillid til den indsats, som er i gang, og udover at vi er taknemmelige over, at vi løbende er blevet brifet om situationen, vil vi gerne takke de forskellige myndigheder. Det er Politiet, Arktisk Kommando, det kommunale beredskab, Air Greenland, sundhedspersonalet og de krisepsykologer som er afsted, og ikke mindst de mange frivillige, som vi ved, har taget fat, det fra Sara Olsvig.