Ulrikka Holm: Vi kan behandle krænkere
En ny kampagne fra NAKUUSA skal nedbringe antallet af seksuelle overgreb på børn her i landet. Men hvordan bliver et menneske til én, der krænker andre?
Ifølge eksperters vurdering kan overgrebene forebygges ved at behandle krænkerne.
På verdensplan bliver 1 barn ud af 10 seksuelt misbrugt. Men i Grønland er det 1 ud af 3 børn.
- Tallene er meget høje i Grønland, vurderer sexolog Ulrikka Holm.
Det er svært at svare entydigt på, hvorfor nogle mennesker bliver krænkere. Selvom seksuelle overgreb kan have mange årsager, findes der alligevel gennemgående faktorer.
- Der kan være fælles træk. De lever ofte selv under ringe livsvilkår, har haft en hård opvækst og været udsat for grov omsorgssvigt, siger Ulrikka Holm.
Professor: Der bør flyttes flere ressourcer til behandling
Der er dog ikke lavet dybdegående undersøgelser om, hvorfor nogle bliver krænkere. Og skal krænkelserne blive færre, skal der laves undersøgelser.
- Det er vigtigt at finde ud af, hvilke former for overgreb, der er hyppigst i Grønland, siger Ulrikka Holm.
Ifølge Ulrikka Holm er det muligt at forebygge overgreb ved at behandle krænkerne, og ifølge professor i psykologi ved Ilisimatusarfik, Peter Berliner, så bør man bruge flere ressourcer på netop det:
- Man bliver nok nødt til at flytte nogle ressourcer over på at lave behandling af krænkerne i meget højere grad, end man har gjort - blandt andet i anstalterne, siger Peter Berliner.
Voksne, der har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen og har behov for samtale, kan ringe til 141. Børn og unge kan ringe om hvad som helst på 134.