Jokum Nielsen – der har skrevet børnebogen Inuk sodavandillu akuukkat – det betyder Inuk og de forgiftede sodavand - er en af dem, der er med til at fejre Verdens Bogdag i dag, der blev åbnet i eftermiddags af landsstyremedlem for kultur Henriette Rasmussen.
Det foregik på Landsbiblioteket i Nuuk, hvor der er arrangementer resten af dagen.
Lige nu er det for eksempel udgivelsen af børnebogen ”En flyveappelsin fortæller”, der fejres med musik, dans og appelsinlege, som der står i programmet.
Men der bliver også noget for de voksne. For eksempel er der lyrik oplæsning til klokken fem, og klokken fire signerer clairvoyant og forfatter Marion Dampier-Jeans bøger. Hun er kendt fra fjernsynsserien Åndernes Magt.
Verdens Bogdag bygger på en mangeårig tradition i den katalonske del af Spanien. Her fejrer man dagen ved at give en bog og en rose til den, man holder af.
Bogdagen blev stiftet af UNESCO i 1995 som bogens og ophavsrettens dag. Markeringen af dagen er siden blevet en tradition i lande over hele verden.