Vejle Politi efterforsker nu Ramsdal A/S

Skrevet af Karsten Sommer
19. oktober 2005 10:13

Vejle Politi har nu indledt efterforskningen mod konsulentfirmaet Ramsdal A/S, som Nuuk Kommune har politianmeldt.

Ramsdal A/S er anmeldt sammen med det grønlandske konsulentfirma Inulerisut Aps, fordi Nuuk Kommune mistænker dem for bedrageri med uddannelsesmidler, der i Danmark bruges som tilskud til videre- og efteruddannelse på arbejdsmarkedet.

De to konsulentfirmaer mistænkes for uretmæssigt at have hævet penge til et kursus i Virksomheden Nuuk´s regi. Kommunes påstand er, at kurset i virkeligheden aldrig har fundet sted.

Kriminalinspektør Peter Krogh fra Vejle fortæller, at politiet har registreret og gennemgået anmeldelsen, men endnu ikke har foretaget afhøringer i sagen.

Der er efterårsferie i Danmark, så kriminalinspektøren forventer ikke, at de første afhøringer vil ske før om små 14 dage, når alle mand er tilbage efter ferie.

- Det er muligt at sagen er stor i Grønland, men her i Vejle ligger den altså ikke øverst i bunken, siger Peter Krogh i dag til Radioavisen.