Vanvidsgolf i Nuuk

Medlemmerne af Nuuk Golfklub får nu muligheden for at spille golf i 24 stive klokketimer i træk. 90 huller bliver det til for de helt seje, der spiller alene i 24 timer. Der er dog også mulighed for at spille på et hold, så belastningerne ikke bliver helt så store.
Skrevet af Peter Troelsen
29. juni 2012 09:50

Når man ude omkring i verden snakker om golfmaraton, gælder det 3 x 18 huller, men i Nuuk har de taget skridtet fuldt ud og spiller 10 x 9 huller. De lyse nætter gør, at pandelamper ikke bliver taget i brug, men deltagerne skal nok have en stor samling bolde med, når de slår ud.

-Jeg er ikke sikker på, at vi kan slå helt lige, når vi har været på banen i godt tyve timer. Vores bane kræver nemlig at man har styr på sine slag, ellers rammer boldene de mange klipper, vi har på banen, og så ved de færreste, hvor boldene ender. Jeg ser frem til at prøve 24 timers golf, fortæller matchleder Ken Nyborg, der er en af de seje golfspillere, som går alene alle 24 timer.

Grønland er ikke just noget golfmekka, men medlemmerne af Nuuk Golfklub gør, hvad de kan, for at få promoveret sporten bedst muligt. En golfevent, som den der spilles i weekenden, vil givetvis gøre sit dertil.

-Det var faktisk bare en sjov ide, der poppede op, men vi blev enige om at prøve at føre den ud i livet. Banen er helt fremragende lige i øjeblikket, og det bliver en oplevelse at gå de 40 – 50 km og slå de 400 – 500 slag fra lørdag kl. 14 til samme tid søndag. Vi har de ni huller, og vi skal igennem dem10 gange. Godt nok har vi fået arealtildeling til ni huller mere, men økonomien er ikke til en udvidelse lige nu, siger Ken Nyborg fra Nuuk Golfklub.

Interesserede er mere end velkomne til at kigge ud i golfklubben og se spillernes pinsler, imens de foregår.