Vanskeligt vælgermøde for Siumut

Som repræsentant for Siumut var Aleqa Hammond tirsdag aften på en noget vanskelig opgave ved et vælgermøde i Det Grønlandske Hus i København.
20. maj 2009 09:13

Det var de studerendes forening Avalak, som stod bag arrangementet, som blev skudt i gang med resultatet af en vælgerundersøgelse blandt de grønlandske studerende i Danmark. Her var Siumut den absolutte bundskraber, med et stort rundt nul procent af stemmerne.

- Nu hæfter jeg mig ikke så meget ved prognoserne, de siger altid så meget. Lad os nu se, hvordan resultatet bliver til valget den 2. juni, indtil da kan jeg ikke rigtigt sige noget, siger Aleqa Hammond.

Alle de andre partier havde jo fået stemmer i undersøgelsen. IA fik 33 procent, Demokraterne 25 og selv Kattusseqatigiit Partiiat var med 1,6 procent af stemmerne større end Siumut. Det må alligevel være tankevækkende, at Siumut får nul procent i den her vælgergruppe?

- Jeg tror ikke, at alle har fået hørt omkring vores målsætninger for at forbedre de studerendes vilkår i Danmark. Når jeg har fået fremlagt det, tror jeg, at holdningerne vil have ændret sig til det bedre.

Du blev spurgt fra salen, hvordan du som en begavet og ansvarsfuld politiker kan være medlem af et så skandaleombrust parti som Siumut?

- Mit svar er meget klart og tydeligt. Det er, at ingen af os tolererer korruption og nepotisme. Det gælder alle partier og alle mennesker rundt i landet. Grunden til at jeg er medlem af Siumut er, at de målsætninger Siumut har, er de målsætninger jeg tror fuldt ud på, og det er de bedste målsætninger i forhold til dem de andre partier byder på.

Tror du, at der er en sammenhæng mellem de mange sager, der har været oppe i den seneste periode og det faktum, at I tilsyneladende får nul procent af stemmerne blandt de studerende?

- Jeg tror, at selve debatten fylder meget. Jeg tror, at mediedækningen har en stor betydning for folks opfattelse af, hvad man skal stemme på. Derfor er det også vigtigt for mig at sige, at man ikke skal se på, hvad enkeltpersoner har lavet af overtrædelser, for selvfølgelig skal der rettes op på det. Derfor opfordrede jeg folk til at se på partiprogrammet og målsætningerne, før man beslutter sig for, hvilket parti man vil stemme på, siger Aleqa Hammond, som altså var Siumuts repræsentant ved vælgermødet.

Demokraterne var repræsenteret af Palle Christiansen og Andreas Uldum, Atassut havde sendt Ove Thomasen og Steen Lynge, og IA stillede med Kuupik Kleist og Juliane Henningsen.

I aften stiller samme politikere op til debat med de studerende i Århus. Efter debatmøderne vil Avalak lave en ny undersøgelse, for at se om debatterne har flyttet stemmer.