Valgløfte: Forlænget barselsorlov

20. oktober 2005 12:02

Valgkampen er ved at være i gang. Læser man partiernes valgprogrammer, så er der løfter om mange gode ting. Hvis det bliver et nyt landsstyre, der består af IA og Demokraterne, så kan vi se frem til en længere barselsorlov. Begge partier er i deres valgprogrammer fortalere for at barselsorloven skal forlænges.

Som det er i dag, så har manden 3 uger og kvinden 15 ugers barselsorlov.

En sandsynlig plan er at orloven skal forlænges med

11 uger. På den måde kan kvinden komme på 26 ugers barselsorlov – altså et halvt år. Det svarer til den tid Verdenssundhedsorganisationen anbefaler, at et barn får bryst.

Planen om de 11 ugers forlængelse er sandsynlig fordi det var det resultat Demokraterne og IA allerede havde forhandlet sig frem til i forbindelse med finanslovsforhandlingerne. Forhandlinger, der jo i sidste ende betød, at samarbejdet i landsstyret brød sammen.

Men den slags forbedringer er jo langtfra gratis. Det kommer både til at koste for arbejdsgiverne og for de offentlige kasser. For landskassen vil barselsdagpengene betyde en årlig ekstraudgift på 18,5 millioner kroner.

Demokraternes formand Per Berthelsen vil ikke oplyse, hvor han vil finde de mange millioner. Han afviser dog skatte- eller afgiftsforhøjelser. Pengene skal findes ved besparelser andre steder. - Finansieringsplanen er et af de områder, der skal forhandles om, siger Per Berthelsen.

IA’s Josef Motzfeldt siger at pengene skal findes ved at omrokere forskellige offentlige tilskud. Han henviser til aftalerne i det forkastede finanslovsforlig.