Valgkamp koster tre millioner

26. september 2005 10:29

Partierne kommer til at bruge rigtig mange penge på at føre valgkamp. Der skal være penge både til plakater, annoncer, rejser, tv-spots og meget mere.

I Siumut vil partisekretær Johannes Mathiassen ikke ud med det eksakte beløb på hvor mange penge partiet vil bruge på at føre valgkamp. Men partiet får 915.000 kroner i støtte, så mon ikke en hel del af de penge skal bruges inden den 15. november.

Hos IA regner man med at bruge i omegnen af en million kroner på valgkampagnen, mens Atassut skal spare på pengene fordi generalforsamlingen for nylig slankede partikassen en hel del. Det oplyser partiets formand Finn Karlsen. Hans parti får næsten 700.000 kroner i støtte.

Demokraternes Per Berthelsen kaster næsten alle støttekronerne ind i valgkampen. Partiet får ifølge finanslovsforslaget 2006 lidt over en halv million kroner til at føre valgkamp for. Derudover har partiet et par hundrede tusinder sparet op på partikontoen. - Selvfølgelig skal der være penge til resten af året, men for os er det nu vi skal slå til, siger Per Berthelsen.

Kandidatforbundet vil prøve at spare på nogle af deres valg-kroner, der tæller i omegnen af en kvart million. Blandt andet ved selv at lave deres tv-program.

Samlet set vil partierne bruge næsten 3,2 millioner kroner – hvis de altså kun bruger de støttekroner de får fra Landskassen.