Valg løfter sløret for kommende landspolitikere

05. april 2005 15:40

For KNR-TVs valgekspert Henrik Skydsbjerg er det personerne ved kommunalvalget, der spiller den største rolle. De kandidater, der bliver valgt i dag kan gå hen og få stor betydning for den fremtidige politik i Grønland.

- Vi kan måske få et fingerpeg om nogle nye kommende talenter inden for politik ud fra de kandikater, der bliver valgt i dag. For en lang række af politikerne er det jo på lokalplan, de ligesom er startet, siger Henrik Skydsbjerg.

Henrik Skydsbjerg har i mange år fulgt grønlandsk politik. Han mener ikke, der er nogle overordnede valgtemaer ved et kommunalvalg, men alligevel synes han, at det er et spændende valg, han skal følge i aften.

- Det bliver spændende at se, om det nye parti, Demokraterne kan slå Siumut af pinden her i Nuuk.

Henrik Skydsbjerg påpeger, at Siumut har været det klart største parti i hele landet ved lokalvalg. Han tvivler på, at Siumut kan opretholde dem store opbakning.

- For eksempel i Upernavik og Uummannaq er det spændende at se, om Atassut kan tage nogle mandater der.