Valg bekymrer ikke Erhvervsrådet

Skrevet af Karsten Sommer
17. september 2005 11:45

I Grønlands Turist- og Erhvervsråd regner direktør Stig Rømer Winther ikke med at valget får alvorlige konsekvenser for erhvervslivet. Det er dog forudsat at landsstyrets nuværende planer på erhvervs- og uddannelsesområdet fortsætter. Hvilket alt tyder på, mener Stig Rømer Winter.

- Jeg har ingen indikationer på at landstinget vil ændre på erhvervsfremmestrukturen eller uddannelsespolitikken, siger Stig Rømer Winther.

Han peger på flere positive tiltag inden for den senere tid der tyder på optimisme for fremtiden.

For det første et succesfyldt erhvervsfremmeseminar der blev afholdt i Kangerlussuaq i august måned. For det andet succesrigt Vestnorden Travel Mart, der lover godt for turistbranchen fremover. For det tredje råstofefterforskningen og endelig modtager Grønlands Turist- og Erhvervsråd de mange ansøgninger fra iværksættere.

- Det er en indikator på tillid til fremtiden at man vil starte egen virksomhed op, og det er meget positivt, siger Stig Rømer Winther.