Værtskab udskudt

13. februar 2006 10:46

Grønland bliver ikke vært for Arctic Winter Games i 2010. Det var ellers planen, at Nuuk skulle påtage sig værtskabet, efter en rotationsordning, hvor deltagerlandene skiftes til at være værter.

Men Landsstyremedlem Doris Jakobsen er sammen med borgmester Agnethe Davidsen og en repræsentant for Arctic Winter Games internationale komité blevet enige om, at opgaven er for stor og for dyr for Nuuk.

Værtsskabet vil kræve at der bliver bygget en ny skøjtehal, et nyt skiskydningsanlæg og en hel ny hal til basketball-kampe. Desuden er det et problem, at Nuuk lufthavn er for lille til atlantflyvninger. Det ville være vanskeligt at skulle bringe de omkring 1600 deltagere fra Kangerlussaq lufthavn til Nuuk med Air Greenlands fly.

Landsstyremedlemmet fortæller, at Grønland forventes klar at tage værtsrollen på et senere tidspunkt måske i 2012, 2014 eller 2016. På det tidspunkt regner Doris Jakobsen med, at der kan flyves direkte til Nuuk og at idrætsfaciliteterne i Nuuk vil være udbygget.