Vælgere: - Hvem er boss i Siumut?

13. november 2005 13:15

Der var stuvende fuldt hus i Katuaq i Nuuk til gårsdagens grønlandsksprogede vælgermøde.

Derimod kneb det fra starten med tilslutning til den dansksprogede del af sagen. Det var tæt på, at der var flere kandidater end vælgere i salen, men hen ad vejen kom der flere vælgere til.

I den grønlandsksprogede del af mødet blev der stillet mere end et halvt hundrede spørgsmål. Et af hovedemnerne var omsorgssvigtede børn og de unges uddannelsesforhold. Desuden ønskede vælgerne svar på, hvem der egentlig er boss i Siumut med henvisning til kamphanerne Hans Enoksen og Lars-Emil Johansen.

For at demonstrere, at der skam ikke er splittelse i det store parti gik de to så vidt som til at kramme hinanden, hvad der udløste både klapsalver og buh-råb.