Uummannaqs borgmestersæde midlertidigt besat

05. maj 2006 05:16

Polemikken omkring den manglende politiske og administrative ledelse i Uummannaq kommune er foreløbig endt med at anden-viceborgmester Karl Tobiassen fra Siumut har sat sig i borgmesterstolen. Det gjorde han i går, torsdag.

Tidligere på ugen skrev Atassuts to kommunalbestyrelsesmedlemmer et åbent brev til Kanukoka og beklagede sig over den manglende ledelse. Uummannaq kommune leder i øjeblikket efter både kommunaldirektør, økonomichef og socialchef.

Men der har også været tomme pladser i den politiske top. Byens Siumut-borgmester Jens Lars Fleischer er nemlig også medlem af Landstinget. Derfor har han været fraværende i Uummannaq siden vintersamlingen i februar måned. Hans viceborgmester Jens Trolle skal selv oplyse sin efterfølger når der er brug for ham. Hvilket angiveligt er mislykket og som derfor afstedkom brevet fra oppositionen tidligere på ugen.