De handicappede i Ammassalik Kommune går en usikker fremtid i møde.
Kommunen får nemlig svært ved at finde pengene til at opretholde de to boenheder for handicappede.
Ammassalik Kommune besluttede i 2002 at gå med i forsøgsordningen på handicapområdet, således at kommunen selv fordeler midlerne til de handicappede.
I marts sidste år besluttede kommunen så at trække sig fra ordningen, så det igen er Familiedirektoratet, der på baggrund af ansøgninger fra kommunen bevilliger penge til handicapstøtte.
Kommunen gik ud fra, at den i 2004 havde 2 millioner kroner at gøre godt med til to boenheder for handicappede, men i forhold til de støttetimer, der er bevilliget fra Familiedirektoratet, står Ammassalik nu og mangler 1.500.000 kroner.
- Vi gik ud fra at få de 2 millioner kr., fordi det har vi fået både før, vi gik med i forsøgsordningen og også efter, siger afdelingsleder i socialafdelingen, Pia Nielsen.
På baggrund af, at kommunen i 2004 har fået omkring en fjerdedel af det, de tidligere har fået bevilliget og først har fået svar her i januar 2005, har Ammassalik Kommune anket sagen til Det Sociale Ankenævn.
Indtil videre har kommunalbestyrelsen besluttet at fortsætte driften af de to boenheder, men sagen skal tages op igen i juni. Uden bevillingerne er der nemlig ikke råd til boenhederne.
I Familiedirektoratet henviser kontorchef Tabithe Kristensen til, at reglerne for bevillinger af støttetimer er fulgt.