USA søger officiel repræsentant til Grønland

USA har slået en stilling op til det officielle amerikanske kontor i Nuuk. Kandidater skal kunne tale grønlandsk, dansk og engelsk, rådgive og fremme amerikanske interesser i Grønland - og kunne skrive 30 ord i minuttet.
Efter Udenrigsministeriet i Danmark i december godkendte, at USA kan oprette et officielt konsulat i Nuuk, søger Den Amerikanske Ambassade i København nu en 'grønlandsspecialist' til kontoret i Nuuk. Billedet her er fra Jobindex.dk.
14. januar 2020 15:15

Er du 'grønlandsspecialist?' Så er stillingen på et officielt amerikansk kontor i Nuuk måske noget for dig.

I et stillingsopslag på Jobindex søger Den Amerikanske Ambassade i København en såkaldt 'grønlandsspecialist" til at varetage USA's politiske, økonomiske, handelsmæssige og diplomatiske forbindelser til Grønland.

Det sker, efter Udenrigsministeriet i Danmark kort før jul sagde god for, at USA kan oprette en officiel repræsentation i Nuuk. Det sker efter gensidig ønske fra Naalakkersuisut.

LÆS OGSÅ Amerikansk konsulat i Nuuk godkendt

Ordet 'konsulat' bliver ikke brugt i opslaget, men stillingen hører under USA's ambassade i Danmark og er en fuldtidsstilling på 40 timer om ugen med opgaver inden for klassisk diplomati: at rådgive, analysere og holde trit med udviklingen i Grønland og fremme amerikanske interesser i landet.

Det skal blandt andet ske ved at holde en tæt kontakt til politikere og erhvervsdrivende såvel som til personer inden for uddannelse, forskning og kulturlivet i Grønland.

En del af jobbet bliver også at holde godt øje med de grønlandske medier og støtte amerikanske embedsmænd på ture i Grønland.

LÆS OGSÅ Amerikansk konsulat i Nuuk får syv ansatte

Ifølge Nordjyske Medier i Danmark har den danske udenrigsminister Jeppe Kofoed (S) ikke læst eller hørt om opslaget, men ser ifølge mediet frem til at få stillingen besat:

- Det skaber nogle muligheder også for Grønland, som jeg sætter meget pris på, både i forhold til økonomisk udvikling og kulturelt samarbejde, uddannelse og erhvervssamarbejde bredere set. Så jeg synes, at det er rigtigt godt, at der kommer et samarbejde. Det er noget, den danske regering støtter den grønlandske regering i, siger han.

I august 2019 skrev det internationale nyhedsbureau AP, at USA's Udenrigsministerium forventer at ansætte syv medarbejdere på det amerikanske kontor i Nuuk i løbet af 2020.

Krav til sprogfærdigheder og sundhedsniveau
For at komme i betragtning til jobbet skal kandidater have mindst en bacheloruddannelse inden for statskundskab, handel, journalistik, humaniora, historie eller jura foruden to års erhvervserfaring.

Og så skal sprogkundskaberne være i orden på grønlandsk, dansk og engelsk, hvilket kandidater muligvis vil blive testet i, står der i opslaget. Som en del af det skal ansøgere kunne skrive 30 ord i minuttet.

LÆS OGSÅ FE: Stormagters spil i Grønland udgør nu den største risiko

Men både sundheden og troværdigheden skal også være i top: Kandidater, der kommer i betragtning, skal nemlig kunne bestå 'medicinsk og en sikkerheds- og offentlig tillidsgodkendelse', fremgår det af jobannoncen.

Startslønnen som "grønlandsspecialist" lyder på 521.045 kroner det første år, men stiger til 608.589 kroner om året efter et års ansættelse.