Usædvanligt højvande oversvømmer næsten havnen i Paamiut

Havnen i Paamiut var nær blevet oversvømmet torsdag morgen på grund af et usædvanligt højvande.
Vandstanden i Paamiut steg så meget, at bygningen, hvor der bliver solgt grønlandske specialiteter, stod midt i vandet. Halvdelen af en bro i nærheden var oversvømmet. Foto © : Arne Hermansen
Skrevet af Jaaku Lyberth
15. november 2019 09:50

Borgere i Paamiut var forbavsede, da de torsdag mødte på arbejde i havneområdet. Her var vandet nemlig steget voldsomt.

Vandet var nået helt op til personaleindgangen til Pilersuisoqs lokale butik, men heldigvis var den første medarbejder, der mødte ind torsdag, forberedt.

Det var Rebekka Grim, og hun havde gummistøvler på.

- Jeg har aldrig set vandet stige så meget, fortæller hun. Vandet nåede op over hendes ankler.

Vandstanden var steget så meget, at bygningen, hvor der bliver solgt grønlandske specialiteter, stod midt i vandet, og halvdelen af en bro i nærheden var oversvømmet.

DMI har ingen forklaring

Vandstanden begyndte dog hurtigt at falde igen, og det nåede ikke ind i butikken.

- Heldigvis blev det igen lavvande, inden det øvrige personale kom, fortæller Rebekka Grim.

LÆS OGSÅ Venedig står under vand efter værste højvande i 50 år

- Det var sjovt at se bilerne køre rundt i vandet, fortæller Paamiut-borger Arne Hermansen, der har taget billeder af vandstandstigningen. Han har aldrig oplevet noget lignende før.

KNR har været i kontakt med meteologerne i DMI, som dog ikke kunne forklare grunden til den voldsomme vandstandstigning i Paamiut.