Upernavik måske på vej mod fjerde borgmester

15. april 2005 11:42

De sidste fire år har borgmesteren i Upernavik heddet Jens Immanuelsen. Han kommer fra Atassut. Så blev der valg, og Siumut kom ind med fire mandater, Atassut med tre, og IA med to mandater.

Et par dage efter dukkede en pressemeddelelse op, der udnævnte IA’er Wilhelm Christiansen som borgmester i en ny Siumut-IA koalition.

Men knap var blækket på meddelelsen blevet tørt, før den blev tilbagekaldt. Denne gang af Siumutter Ole Thorleifsen, der var blevet udnævnt som borgmester for samme koalition.

Og i dag kom så budskabet om, at IA Siumut koalitionen var faldet på gulvet.

Nu er det et helt tredje parti, der skal lede kommunen.

Borgmesterkæden er nemlig vendt tilbage til ingen ringere end Jens Immanuelsen fra Atassut, der altså nu kan regne sig selv for genvalgt som borgmester, ti dage efter valget blev afsluttet. Koalitionen hedder nu Atassut-IA

Siumuts Ole Thorleifsen er skuffet over det pludselige skift, der pludselig gør ham til opposition.

- Det er vi selvfølgelig kede af, for vi havde store forventninger til at vi kunne samarbejde med Atassut, med firs procent af vælgerne som baggrund, siger han.

Ifølge Ole Thorleifsen er alt dog ikke tabt. Han ser stadig en mulighed for, at Siumut kan få det sidste ord.

- Hvis vores aftale kunne annulleres, så kan IA og Atassuts aftale også annulleres, siger han, og tilføjer at det ikke ville overraske ham, om Upernavik ville få præsenteret endnu en ny borgmester inden for de næste dage.