Upernavik: Landsstyret hører os ikke

27. maj 2005 15:12

Upernavik Kommune har gennem flere år prøvet at gøre Hjemmestyret opmærksom på deres bygde-elevers boligsituation. Men endnu har de ikke set nogen konkrete udspil, der kan ændre forholdene.

Hele Grønland skriger på en bedre uddannet befolkning. Men det kommer til at knibe med at opfylde forhåbningerne i Upernavik lige pt.

Efter sommerferien står 22 elever fra Upernaviks bygder uden tag over hovedet når de begynder på folkeskolens ældste trin. Upernaviks Kollegium er nemlig allerede fyldt til bristepunktet. Og så må eleverne vinke farvel til folkeskolen.

Borgmester i Upernavik Kommune, Jens Immanuelsen siger til radioavisen, at de gennem flere år har forsøgt at gøre Hjemmestyret opmærksom på situationen, men at det tilsyneladende ikke har vundet genlyd.

- Vi har problemet hvert efterår, når skoleåret starter. Og hvert år tager vi det op overfor Hjemmestyret som et ønske på prioriteringslisten over byggeri. Det er Landstinget der har pligten til at bevilge penge til dette byggeri, siger Jens Immanuelsen.

Han har tænkt sig at fremlægge problemet overfor Landstingets Kulturudvalg, der kommer på besøg i næste måned.

Hos den lærernes fagforening, IMAK, er det første gang at formanden, Sivso Dorph hører om problemet. Han er bekymret for elevernes fremtidsmuligheder:

- Det er en ulykkelig situation og meget alvorlig. For det går ud over elevernes fremtid. Der bør findes en løsning. Vi opfordrer til at man finder midlerne, så eleverne kan få den nødvendige undervisning siger Sivso Dorph

Landsstyremedlem for Uddannelse, Henriette Rasmussen, har ingen kommentarerer i sagen. Hun vil ikke diskutere den nuværende situation i Upernavik gennem medierne, meddeler hun.