Unge vil have sprogdebat

22. februar 2006 15:24

Skal man kunne tale grønlandsk for at være grønlænder? Det spørgsmål vil tre unge grønlændere gerne have den grønlandske ungdom til at tænke lidt mere over. Derfor i gangsatte de deres egen pilotundersøgelse for at blive klogere på de unges sprogvaner og holdninger til sprog.

De to studerende Janus Chemnitz Kleist og Upaluk Poppel og derudover Stina Berthelsen fik ideen på et ICYC-seminar i Canada. ICYC er en arktisk ungdomsorganisation. Her fandt de ud af, at nogle inuitter i Alaska ikke prioriterer deres sprog særlig højt, og derfor mente de, at det er nødvendigt, at de unge begynder at tænke over hvilket sprog, de bruger.

Et spørgeskema blev sendt ud til forskellige uddannelsesinstitutioner langs hele kysten. Endnu har de kun fået 42 besvarelser fra 3 skoler, men de foreløbige resultater er tankevækkende mener Janus Chemnitz Kleist. Det viser sig nemlig, at selvom et flertal svarer, at de mest taler grønlandsk, så sverer de samme, at de mest læser på dansk. Den skævhed skal vi være opmærksomme på og prøve at finde en løsning på, mener Janus Chemnitz Kleist.

I anledning af den Internationale Modersmålsdag i går, holdt de unge foredrag om deres projekt. Pilotundersøgelsen er en del af et større arbejde om inuitsprog på tværs af de arktiske lande, og resultaterne vil blive afrapporteret til Unesco.