Unge i Ilulissat mistænkt for misbrug af muskatnød

3-4 unge fra Ilulissat måtte en tur på sygehuset, efter at de har indtaget krydderiet stødt muskatnød.
Skrevet af mlk
29. januar 2010 11:52

Det var de unges lærer, der blev bekymret og sendte eleverne på sygehuset. Men efter en lægeundersøgelse kunne lægen konstatere, at de unge ikke var påvirket af muskatnød.

Der har tidligere været problemer med muskatberuselse blandt unge i Ilulissat.

- Med tilstrækkelig meget af det kan man blive opstemt, blive beruset, få hallucinationer eller blive seksuelt opstemt, forklarer chefdistriktslæge Eskild Boeskov. Han understreger dog, at man ikke ved, hvor meget der skal til, før muskatnød kan virke euforiserende.

Han advarer mod at eksperimentere med det euforiserende krydderi. Selvom muskatnød er et krydderi, kan en for stor mængde af det få følgevirkninger:

- Man kan få forhøjet blodtryk og hjerteproblemer, siger chefdistriktslæge Eskild Boeskov.