Unge dyrker ubeskyttet sex

31. december 2005 14:26

Advarsler mod at dyrke ubeskyttet sex bliver for ofte overhørt af grønlandske unge. Det fremgår af den seneste årsberetning fra Embedslægeinstitutionen, som vedrører året 2004.

Chlamydia er meget udbredt, og de fleste tilfælde anmeldes blandt 15-24 årige. Chlamydia betragtes som en væsentlig årsag til graviditet uden for livmoderen og til sterilitet og ufrivillig barnløshed.

I 2004 blev der anmeldt 1829 og sammenlignet med Danmark er forekomsten elleve gange så stor i Grønland. I ca. 1200 tilfælde ramte chlamydiaen blandt de unge. Netop det vækker ekstra bekymring i Embedslægeinstitutionen, hvor man frygter for at spredningen af HIV vil ramme de yngre og mere seksuelt aktive aldersgrupper. Det vil i givet fald have store menneskelige og økonomiske omkostninger for den enkelte og for samfundet.

Der blev i 2004 anmeldt 6 nye tilfælde af HIV i Grønland hos fire mænd og to kvinder. Sygdommen knytter sig fortsat til Nuuk og Sisimiut. Der var i alt anmeldt 137 HIV positive siden 1985, da sygdommen kom til Grønland. Gennemsnitsalderen for de er fortsat høj, ca. 45 år for mænd og 47 år for kvinder, og smittemåden for HIV i Grønland er helt overvejende heteroseksuel. Den knytter sig til en socialt dårligt stillet befolkningsgruppe med et samtidigt stort alkoholmisbrug, fremgår det Embedslægeinstitutionens årsberetning.