Ungdomsparlamentets slutdokument afleveret

04. marts 2005 10:45

Et mindretal i landstinget skal i særligt vigtige spørgsmål kunne kræve folkeafstemning. Børnetilskuddet til de studerende skal op. Førstegangsforældre skal tilbydes kurser i at være forældre. Og så skal der indføres såkaldte døgnskoler, der kan hjælpe dem, der er løbet sur i uddannelsessystemet.

Det er nogle af de mere konkrete bud på vigtige ændringer af det grønlandske samfund, hvis det står til det netop afsluttede ungdomsparlament. Men også musik og kultur, miljø, misbrug og samfundets behandling af kriminelle bliver behandlet i de unges 22 punkter.

Det hele står at læse i parlamentets slutdokument, som i går blev afleveret til landstings- og landsdtyreformanden. Dokumentet kan findes via Hjemmestyrets hjemmeside Nanoq.

Dokumentet kommer også til Danmark, når det senere på måneden bliver overrakt til Folketingets formand Christian Mejdahl.