Ungdomshus får hjælp af Julie Berthelsen og Hans Peter Kyed

Skrevet af Karsten Sommer
06. juni 2005 10:48

Lions Club i Danmark meddeler i dag at Lions Pris 2005 på 250.000 kr. går til den ny institution Illu Paarsivik i Qaqortoq.

Illu Paarsivik – ”Stedet hvor man passer på nogen” er en døgninstitution med plads til op til otte omsorgssvigtede 14 til 17-årige. Man har netop slået dørene op i nyrenoverede lokaler i Qaqortoq – og forstander Tommy Hansen er rigtig glad for det kontante skulderklap fra Lion Club.

- Det er jo et gammelt hus vi har fået, og der mangler stadig meget renovering. Vi skal have installeret kloak, og så er der jo ting på ønskesedlen såsom en lille båd, nogle kajakker og cykler, der kan være med til at skabe aktiviteter for de unge.

Illu Paarsivik er en selvejende institution. Huset er stillet til rådighed af Qaqortoq kommune, men renovering og ombygning er foretaget af folkene bag initiativet.

- Vi kan godt lide at arbejde med mennesker, og specielt de unge. Jeg har tidligere arbejdet som miljøarbejder for de unge i Qaqortoq, men det bliver nemt lidt overfladisk, når man skal arbejde med så mange unge på en gang. På den ny institution kan vi gå ind og behandle hver enkelt ung og gøre en forskel.

Og Tommy Hansen er ikke i tvivl om hvad det er de omsorgssvigtede har brug for.

- De savner tryghed og faste rammer og regler, og nogen der gider interessere sig for dem, og høre hvad de har af problemer. Det mangler de, ligesom mange andre børn i Grønland.

Prisen uddeles af Prins Henrik på onsdag på Fredensborg Slot, men Tommy Hansen deltager ikke selv i prisuddelingen:

- Vi er selvfølgelig inviteret med, men synes det er omsonst at bruge billetpenge på at hente nogle penge. Vi har i stedet fået en af Qaqortoqs sportshelte, Hans Peter Kyed og hans kæreste Julie Berthelsen til at modtage prisen på vores vegne.

Og det er ikke kun Hans Peter Kyed og Julie Berthelsen der har støttet op om Tommy Hansens initiativ. Ud over Qaqortoq Kommunes støtte – samt 150.000 fra Nuna Fonden, har alt lige fra lokale virksomheder, elever på handelsskolen og en lokal restaurant ydet små bidrag.

- Jeg tror der er mange der syns det er prisværdigt det arbejde vi laver. Og jeg syns også det er noget der er behov for i Grønland generelt. At der er nogen flere der går sammen og starter sådan noget som det her, for der er behov for det, slutter Tommy Hansen fra Illu Paarsivik.