Qeqertarsuaq Kommune kunne sidste år notere et underskud på årsregnskabet på knap 900.000 kroner.
Underskuddet har fået kommunalbestyrelsen til at søge Landsstyret om lov til at låne likvide midler på fem millioner kroner.
Som baggrund for at søge om millionlånet anfører kommunalbestyrelsen blandt andet, at der i 2004 har været sat gang i en række projekter, som der ikke har været budgetteret med.
Det er de aktiviteter, der er årsag til kommunens aktuelle likviditetsproblemer, skriver borgmester Augusta Salling i en pressemeddelelse.