Undersøgelse: Bygdeskoler er for dårlige

05. oktober 2005 16:06

Bygdeskoler er i for dårlig stand. Det er resultatet en spørgeskemaundersøgelse, som lærernes fagforening, Imak har foretaget.

I undersøgelsen bliver det slået fast, at situationen på alt for mange skoler i bygderne er for dårlig.

Eleverne har ikke nok plads, skolerne er ikke isoleret godt nok, lærerne har mange steder ikke noget lærerværelse og må derfor opbevare deres materialer i klasselokalerne. Her holder de også deres møder, mens børnene holder frikvarter.

I Upernavik Kommune er der ni bygdeskoler, og ledende inspektør Hans Christian Hjort kan sagtens genkende undersøgelsens resultater.

- I Nutarmiut er der intet lærerværelse på skolen, og generelt er personaleforholdene for dårlige på skolerne i Upernaviks bygder, siger Hans Christian Hjort.

Undersøgelsen blev sat i gang af lærernes fagforening i foråret, fordi der var kommet beretninger fra lærere i bygder om de dårlige forhold på skolerne.

Bestyrelsesmedlem i lærernes fagforening, Imak, Esther Rosing blev ikke overrasket over det billede, der tegner sig i undersøgelsen.

- Vi har jo hørt om tilstanden på nogle skoler, og nu har vi fundet ud af, at det er et generelt problem, siger Esther Rosing.

Hun understreger, at et af fagforeningens formål er at forbedre forholdene i den grønlandske folkeskole.

- Hvis tingene ikke bliver rettet op, så er det svært at give eleverne den optimale undervisning, siger Esther Rosing.

Imak’s undersøgelse af bygdeskoler vil blive offentliggjort i næste nummer af medlemsbladet Iliniartitsisoq.