Ulovlige grønlandske souvenirs skyldes ofte uvidenhed

Grænsekontrollen i Danmark støder en fem til ti gange om året på souvenirs fra Grønland som enten ikke må indføres i Danmark, eller ikke har de rette tilladelser. Ofte skyldes det folks uvidenhed om reglerne på området.
Skrevet af Lotte Holm
26. marts 2009 09:17

Udstoppede slanger, stødtænder og tigerskind er bare et par af de eksotiske genstande, der ligger opbevaret i en mørk kælder under Skov- og Naturstyrelsens kæmpe rødstensbygning i København. Fælles for tingene er, at de er konfiskeret af myndighederne fordi de er truede dyrearter og derfor omfattet af FN’s CITES-konvention. De er derfor enten forbudte at indføre i Danmark eller de kræver en særlig tilladelse. Det gælder også for en del dyr fra Arktis og tolderne støder med jævne mellemrum på forsendelser fra Grønland, med ulovlige souvenirs. Det fortæller biolog Niels Nielsen fra CITES-kontoret i Skov- og Naturstyrelsen, som her er gået i kælderen, for at finde nogle grønlandske ting frem.

- En fem til ti gange om året er der forsendelser fra Grønland, der ikke kan komme ind i landet, og hvor vi må bede politiet om at overtage sagen. For det meste er det små udskæringer af tand fra narhvaler eller hvalros. Hvis man skal have sådan nogle ting ind, så skal man have tilladelse og i øjeblikket er det ikke muligt at få en tilladelse for en lang række arter fordi der enten er udførelsesforbud fra Grønland eller indførelsesforbud til Danmark, siger Niels Nielsen. Når folk alligevel forsøger at indføre tingene er det ofte på grund af uvidenhed.

De beslaglagte ting bliver ofte brugt til undervisning om CITES-konventionen og truede dyr.