Uklare koalitionsmuligheder

Skrevet af Karsten Sommer
16. november 2005 07:11

Kl. 2.29 i nat blev Landstingsvalget erklæret for afsluttet.

Det var problemer med stemmeoptællingen i Upernavik og især i Nuuk, der forsinkede det endelige landsresultat.

Mandatmæssigt var valgets vinder Demokraterne, der gik frem med 2 mandater – fra 5 til 7.

Siumuts uændrede resultat på 10 mandater kan også betragtes som en sejr, partiet var spået tilbagegang på grund af intern splittelse i den forgangne valgperiode.

Valgets tabere var IA og Atassut, der begge måtte afgive et mandat.

Kandidatforbundet fik uændret et mandat.

Gårsdagens valg giver ikke noget entydigt svar på, hvilke koalitionsmuligheder der umiddelbart er farbare.

Demokraterne har nu 7 mandater, det samme har IA. Men det er ikke nok til at danne koalition, så det er nu Atassut, der med 6 mandater kan sidde med nøglen til en eventuel regnbuekoalition mellem Atassut, Demokraterne og IA.

Hvis Atassut med sine 6 mandater da ikke vælger at gå i koalition med Siumut, der beholdt deres 10 mandater i landstinget.