Uheldig fangst af narhvaler

11. januar 2006 06:26

Landsstyremedlem for Fangst- og Fiskeri, Finn Karlsen kalder omstændighederne i Uummannaq for uheldige, da fangerne landede 50 narhvaler en søndag i november. En fangst, der gjorde, at område-kvoten på narhvaler blev overskredet.

At det skete på en søndag, hvor kommunens indrapporterings-kontor var lukket, kunne ingen tage højde for, lyder landsstyremedlemmets vurdering i forbindelse med et svar til demokraternes landstingsmedlem, Jens B. Frederiksen.

Den juridiske vurdering fra direktoratet er, at overskridelsen må betragtes som ulovlig fangst, der skal fratrækkes dette års kvote.

I sit svar oplyser Finn Karlsen samtidig, at direktoratet overfor Uummannaq Kommune har beklaget at kommunen ikke har kunnet varetage kontrol-opgaven i henhold til bekendtgørelserne. Samtidig blev kommunen anmodet om at anmelde eventuelle ulovlig fangst til politiet.