Udvinding af olivin nær Atammik går snart i gang

03. juni 2005 11:32

Inden længe begynder det svenske selskab Minelco at udvinde mineralet olivin tæt på Atammik ved Maniitsoq.

Minelco har netop købt samtlige aktier i mineprojektet ved Atammik, som kører under navnet Seqi Olivine A/S. Det oplyser administrerende direktør i Minelco, Per-Erik Lindvall.

Mineprojektet blev oprindelig startet op af det norsk-canadiske mineselskab Crew Gold, og Minelco købte for et år siden 51% af aktierne i Seqi Olivine.

Men nu har Minelco altså overtaget hele mineprojektet. Per-Erik Lindvall forventer, at både konstruktionsarbejdet og selve udvindingen af olivin så småt vil gå i gang i løbet af denne måned.

Allerede i år kommer Minelco forhåbentlig til at kunne udvinde cirka 120.000 tons olivin. På længere sigt regner Lindvall med, at minen ved Atammik kan producere omkring 1-2 millioner tons olivin om året.

Produktionen kan sandsynligvis fortsætte i mindst 50 år og sikkert også meget længere, siger Minelcos administrerende direktør.