Udvalgstur koster op imod 200.000 kr.

03. august 2005 15:08

Det koster sandsynligvis op imod 200.000 kr., at Landstingets skatteudvalg skal på en omstridt studietur til Jersey i næste måned.

Fra 6.-13. september drager fire af udvalgets medlemmer samt en sekretær til øen i Den Engelske Kanal for at se på finanssystemet.

Turen er omstridt, fordi det er usikkert, hvor meget Grønland får ud af besøget. Og det er ikke nogen helt billig tur.

Radioavisen har søgt om aktindsigt for at få oplysninger om rejsen, men vi har fået afslag. Derfor har KNR selv kontaktet Vejle Rejser i Nuuk for at få et overblik.

Udregningen gælder for i alt fem personer, der skal rejse til Jersey og retur og opholde sig på øen i seks dage.

- Samlet set kommer turen til at koste mellem 100.000 og 200.000 kr. alt efter, om personerne vælger den billigste eller dyreste løsning, oplyser rejseoperatør Inger Jensen fra Vejle Rejser.

Udvalgets rejsebudget er på 300.000 kr. om året.