Udlandslån sikrer finansiering af vandkraftværk

Finansieringen af det nye vandkraftværk ved Sisimiut er nu faldet endelig på plads. Selvstyret har netop fået bevilget et 15-årigt lån fra Nordisk Investeringsbank på godt en kvart milliard kroner.
15. december 2010 16:49

Ifølge investeringsbankens chef, Johnny Åkerholm er der tale om en miljøvenlig investering. Det nye vandkraftværk, der blev taget i brug i april i år, sikrer en bedre luftkvalitet, lavere støjniveau og åbner for adgangen til en mere pålidelig og billigere elektricitet for befolkningen i Sisimiut.

Samtidig tonser vandkraftværket også godt i Grønland CO2-regnskab, idet luftforureningen sænkes med omkring 19.000 tons CO2 mindre hvert år.

Naalakkersuisoq for Finanser, Palle Christiansen er glad for aftalen med Nordisk Investeringsbank.

- Aftalen må anses som en god og langsigtet investering for Grønland både økonomisk og og klimatisk. Derudover understreger den også, at der er tillid til den økonomiske styring af Grønland blandt de internationale långivere, siger Palle Christiansen.