Tyske socialdemokrater stemmer ja til regering med Merkel

Ved urafstemning siger to ud af tre socialdemokrater ja til at fortsætte tysk koalitionsregering.
Foto © : Flickr.com / European People's Party
Skrevet af Ritzau
04. marts 2018 13:38

Medlemmerne i Det Socialdemokratiske Parti i Tyskland (SPD) har stemt ja til at fortsætte i en koalitionsregering med forbundskansler Angela Merkels konservative CDU og søsterpartiet CSU.

Det står klart efter en urafstemning blandt SPD's medlemmer, hvor 66 procent stemte ja til at indgå i regeringssamarbejdet. Det oplyste partiet på en pressekonference i SPD's hovedkvarter i Berlin søndag formiddag.

LÆS OGSÅ Socialdemokrater siger ja til Merkel

78 procent af de knap 460.000 medlemmer deltog i urafstemningen.

- Jeg lykønsker SPD med dette klare resultat og ser frem til at fortsætte samarbejdet til landets bedste, skriver Merkel på på det sociale medie Twitter.

- Nu skal der arbejdes for Tyskland og Europa, lyder et andet begejstret tweet fra den fremtrædende CDU-politiker Peter Altmaier.

LÆS OGSÅ Merkel og Schulz går stærkt tilbage

Den nye regering vil blive præsenteret i løbet af den kommende uge, siger SPD's fungerende leder, Olaf Scholz, på pressemødet.

/ritzau/