TV2 spiller med Nive

TV2 kalder sig selv for Danmarks Kedeligste Orkester, men i Grønland betragtes bandet som et grønlandsk band forklædt som danske mænd. Aftenens koncert i Nuuk vil 'lægge op til de store følelser, den store glæde og det store fællesskab'.
Skrevet af Jette Andersen
07. oktober 2011 14:42

- Der ved vi jo, hvis der er nogen der ved hvordan man fester, så er det det grønlandske publikum og Danmarks kedeligste orkester, siger forsangeren i det danske band TV2, Steffen Brandt.

Han kan ikke helt huske hvor mange gange de har været i Grønland. De kom første gang i 1988 og selvom de har bestræbt sig på at komme herop, er det vist nok "kun", som han siger, 16. gang, de er i landet.

Steffen Brandt er ikke i tvivl om, hvad en sang om den grønlandske folkesjæl, skulle handle om, hvis han skulle skrive den:

- Den skulle handle om kærlighed. Det er helt sikkert.

Steffen Brandt er kendt som samfundsobservatør og -revser. I forhold til Grønland siger han:

- Jeg synes, at det vi oplever i Danmark i øjeblikket, efter 10 års ørkesløs værdikamp, så synes vi endelig, vi kan komme videre til det, det egentlig handler om, nemlig at indrette os, så der bliver størst mulig muligheder for udfoldelse for det enkelte menneske. Og den samme energi kunne jeg godt tænke mig, ville være den grønlandske opgave, og alt det gode i står for, at det kan få et fundament i en politisk rodfæstning, som jeg synes er på vej nu.

Som noget nyt skal Nive Nielsen spille sammen med TV2. Sammen skal de spille hendes sang Good for you, og en af TV2's sange, hvis de opfører sig ordentligt, smiler Steffen Brandt.

TV2 har næsten været Grønland rundt, men de mangler Upernavik området og Østkysten, men som Steffen Brandt siger, så er det kun en invitation væk.