Det nye Kontor for Amerikansk Innovation, som det hedder, skal ledes af Trumps svigersøn Jared Kushner. Det skriver avisen Washington Post.
Kushner vil referere direkte til præsidenten.
Foruden at indarbejde idéer fra erhvervslivet i Det Hvide Hus skal Kushner muligvis også stå i spidsen for privatiseringer af områder, der hidtil har ligget inden for regeringen.
Det siger en unavngiven embedsmand, som bekræfter Washington Posts oplysninger.
- Regeringen bør drives som en stor amerikansk virksomhed. Vores håb er, at vi kan opnå fremgang og effektivitet for vores kunder, som er borgerne, siger Kushner til avisen.
Kushner er gift med Trumps datter Ivanka, som i forvejen har kontor i Det Hvide Hus.