Trump fortrød hævnangreb mod Iran af frygt for højt dødstal

USA var klar til at ramme Iran tre steder. Men Donald Trump kaldte angrebet tilbage i sidste øjeblik.
Da Trump fik at vide, at op mod 150 mennesker ville dø i USA's angreb, kaldte han dem tilbage. Foto © : Gage Skidmore/Flickr Creative Commons
Skrevet af Ritzau
21. juni 2019 15:58

USA's præsident, Donald Trump, fortrød tre forskellige angreb mod Iran, ti minutter før de skulle have ramt.

Det skriver præsidenten på Twitter fredag eftermiddag dansk tid.

Angrebene skulle have været et svar på, at Iran torsdag skød en militær amerikansk drone ned ved Hormuzstrædet. Ifølge USA blev dronen skudt ned, mens den befandt sig i internationalt luftrum.

Men da Trump fik at vide, at op mod 150 mennesker ville dø i USA's angreb, kaldte han dem tilbage. Det forklarer han på Twitter.

- Alt var klappet og klar til at gøre gengæld i aftes tre forskellige steder. Da jeg spurgte, hvor mange der ville dø, svarede en general: 150, sir.

- Ti minutter før angrebet, stoppede jeg det. Det var ikke proportionelt med at skyde en ubemandet drone ned. Jeg har ikke travlt. Vores militær er genbygget og nyt og klar til at gå i gang, skriver Trump.

Trump uddyber senere fredag i et interview med NBC, at han ikke havde givet den endelig godkendelse til angrebet. Det skriver nyhedsbureauet AP. Der var heller ikke sendt amerikanske fly på vingerne.

Trump skrev på Twitter torsdag - umiddelbart efter dronenedskydningen - at Iran havde "begået en rigtig stor fejltagelse".

Senere tonede han dog retorikken en smule ned.

I forbindelse med et besøg fra den canadiske premierminister, Justin Trudeau, sagde han, at han troede, at nedskydningen var sket ved en fejl af en person, der var "dum og ukoncentreret".

Han kaldte hændelsen for en "ny rynke" i forholdet mellem USA og Iran.

- Det er en dråbe malurt i bægeret, siger Trump.

Torsdagens iranske nedskydning af en amerikansk drone var den seneste kulmination på en bitter strid mellem de to lande. Spændingerne mellem de to lande er taget stødt til, siden USA trak sig fra en atomaftale sidste år.

Området omkring Hormuzstrædet, hvor dronen torsdag blev skud ned, har ligeledes været præget af spændinger.

Senest blev to tankskibe i sidste uge beskadiget i Omanbugten. USA beskylder Iran for at have angrebet de to skibe. Iran nægter.