Trump forhandler nyt møde med Kim Jong-Un

USA og Nordkorea forhandler om et nyt møde mellem Donald Trump og Kim Jong-un.
Foto © : Dan Scavino Jr. [Public domain], via Wikimedia Commons
Skrevet af Ritzau
07. januar 2019 12:28

USAs præsident, Donald Trump, bekræfter søndag, at der er forhandlinger i gang om, hvor det næste møde med Nordkoreas leder, Kim Jong-un, skal finde sted.

Trump holdt i juni sidste år et opsigtsvækkende møde med Kim Jong-un i Singapore. Han siger, at han tidligere på ugen modtog et "storartet brev" fra den nordkoreanske leder.

LÆS OGSÅ Trump og Kim Jong-un havde vellykket topmøde

- Vi forhandler om en lokalitet, siger Trump på vej om bord i en helikopter.

Det seneste budskab fra Kim Jong-un til Trump var da den nordkoreanske leder i sin nytårstale advarede om, at hans regering kan ændre syn på forhandlinger med USA, hvis amerikanerne opretholder deres sanktioner mod Nordkorea.

Men Trump siger søndag, at sanktionerne vil forblive "med sin fulde kraft og effekt", indtil USA ser positive resultater.

/ritzau/AFP

LÆS OGSÅ FN anklager Nordkorea for brud på menneskerettighederne