Trump advarer om voldsomt svar på muligt angreb fra Iran

Iran har måske planer om at gengælde USA's drab på general Qasem Soleimani. Trump lover stort modsvar.
- Ethvert angreb fra Iran - i enhver form - mod USA vil blive mødt med et angreb mod Iran, der vil være tusinde gange mægtigere i størrelse, skriver Donald Trump blandt andet på Twitter. Foto © : Mandel Ngan/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
15. september 2020 10:43

Donald Trump lover at svare voldsomt igen på ethvert angreb fra Iran.

Det skriver den amerikanske præsident på Twitter efter rapporter om, at Iran planlægger at hævne USA's drab på den iranske topgeneral Qasem Soleimani.

Meldinger fra et amerikansk medie, der citerer unavngivne embedsmænd, går på, at Iran har planer om at dræbe USA's ambassadør i Sydafrika inden det amerikanske præsidentvalg 3. november.

LÆS OGSÅ Soleimanis efterfølger lover hævn over USA

- Ifølge medierapporter planlægger Iran muligvis et attentat eller andre angreb mod USA som gengæld for drabet på terroristlederen Soleimani, skriver Donald Trump på Twitter.

- Ethvert angreb fra Iran - i enhver form - mod USA vil blive mødt med et angreb mod Iran, der vil være tusinde gange mægtigere i størrelse, skriver han videre.

62-årige Qasem Soleimani var leder af Quds-elitestyrken i Irans Revolutionsgarde og en af Irans mest magtfulde mænd.

Han blev dræbt i et amerikansk droneangreb i Bagdad i Irak i begyndelsen af januar.